Ø-Haven er Danmarks største byhave, der med sin nuværende placering på spidsen af Aarhus’ nye bydel, Aarhus Ø, også er en af de danske byhaver med den smukkeste udsigt. Haven er tænkt som en ny aktivitet, der skal være med til at skabe liv og grønne arealer i en bydel, mens den langsomt skyder i vejret. Haven lever et nomadeliv og flytter sig i takt med, at byen udvikler sig.

Af Anders Laursen, Projektleder hos Foreningen Pier 4

Initiativet til Ø-Haven blev taget af Foreningen Pier 4, der består af bydelens jordejere, som sammen med Aarhus Kommune udpegede en tom byggegrund, hvor haven kunne etableres. 13. maj 2014 blev projektet offentliggjort og allerede samme dag havde næsten 100 skrevet sig op til en have. 14 dage senere blev de første haver bygget og det udviklede sig henover sæsonen til 160 aktive bybønder med 300 pallehaver samt 15 høns og en hane.

En af præmisserne for haven er, at den er underlagt byens udvikling. Dette betyder, at haven flyttede til sin nuværende placering på det yderste af Aarhus Ø efter blot én sæson. Flytningen betød, at Ø-haven fik mere plads, kunne udvides og videreudvikles. I løbet af sæsonen 2015 er haven vokset til 300 bybønder med 1200 pallehaver, flere høns og ca.  40.000 bier. Havens bybønder spænder lige fra udenlandske studerende til unge familier og ældre borgere, der med udgangspunkt i haven mødes på kryds og tværs.

Urbane nyttehaver som en aktiv del af byudviklingen

Ø-Haven er tænkt som en midlertidig aktivitet på Aarhus Ø, der skal skabe liv og grønne arealer i et område, som ellers er præget at byggepladser og byggeaktivitet. Områdets bygherrer ser projektet som “instant city” – en vej til hurtigt at omdanne inaktive byområder til områder med liv, glæde, aktivitet og ikke mindst grønt. Ø-Haven har i dag, efter blot to sæsoner, vist sit værd og betragtes af mange som en naturlig del af den nye bydel.

En stor fælles have

Haven har oplevet en stor mediebevågenhed og interesse fra besøgende, hvilket har medfødt en voksende venteliste til haven. Den store tilslutning skyldes, ud over havens prominente placering, den ekstreme åbenhed og de imødekommende bybønder.

Bybønderne har selv ansvar for egen have, hvilket vil sige, at de dyrker og passer deres egen have, men derudover er der en høj grad af brugerinddragelse. Dette betyder, at vi har en have i konstant udvikling med en række projekter bybønderne selv er initiativtagere til. Der stilles fra havens side intet krav om deltagelse i fællesmøder, arbejdsdage eller andre aktiviteter. Alt er baseret på vilje, lyst og tid.

Haven driftes rent formelt af en ansat projektleder fra Foreningen Pier 4. For havens bybønder er hverdagen at passe og pleje sin egen øhave. Haven har fælles redskaber, jord og kompost til rådighed. Det gør opstart af haven nem og let tilgængelig for beboere i byen. Ligeledes danner opholdsarealer, udendørs såvel som indendørs, hyggelige og imødekommende rammer for samvær for bybønder, såvel som for besøgende.

Enkelte i haven indgår i mindre laug, der varetager opgaver i haven. Eksempelvis hønselauget, hvor en mindre gruppe deles om pasningen af hønsene. Ligeledes er der laug, der tilser vores BISTAD-bier, drivhuse og komposten. Der bliver fra tid til anden indkaldt til arbejdsdage, hvor mindre projekter i haven laves i en afslappet og hyggelig stemning.

Alle er velkomne i haven også til at anvende de forskellige opholdsarealer. Ønsker man også lidt krydderi til en medbragt madkurv eller suppegryderne derhjemme, er der i haven bygget flere grønne vægge, hvorfra man frit kan forsyne sig.

Erfaringer fra haven

En af grundtankerne i projektet var at skabe et område, hvor brugere kom for at dyrke og passe deres egen have, men Ø-Haven er i den grad også blevet en del af den nye bydel, som mange besøger og opholder sig i. Det skaber basis for dialog ikke blot mellem bybønderne, men også med de besøgende.

Rent organisatorisk har vi gode erfaringer med en meget løs struktur og et uforpligtende medlemskab, der ikke stiller andre krav, end at man skal passe og pleje sit eget. De fleste er meget villige til at deltage i arbejdsdage, projekter eller andre tiltag, hvilket viser og giver ejerskab i haven, men der er lysten og tiden der driver værket, og det har vi det fint med.

Projektet er støttet økonomisk af `Smag på Aarhus´ og Aarhus Kommunes afdeling for byudvikling og mobilitet.